Om os

Lov i Listed er Torben Lov og Susanne Glerup Lov. Vi bor og arbejder i Listed på Bornholms østkyst. Med havet som have og skoven som baggård inspireres vi dagligt af den smukke bornholmske natur.

Klipper, strand, mos, lav, jord, reb, tang, drivtømmer og muslingeskal.
Vi kunne blive ved. 

Hver dag vandrer vi 10 km i den bornholmske natur - for at få motion og for at hente inspiration. Vi er passioneret fascineret af naturens mange farver og strukturer. Vi prøver at overføre det vi finder til håndlavet keramik med naturlige former, farver og flader. 

De seneste år har vi fået mange nye legekamerater fra den gastronomiske elite. Særligt tæt har vi arbejdet sammen med Nikolaj, Rasmus og Magnus fra den bornholmske restaurant Kadeau. Det er blevet til serien Kadeau - et stel, der indrammer Kadeau's kærlighed til Bornholm og det nordiske køkken. Men hver dag kan ikke være en fest. Derfor har vi også lavet stellet Hverdag. Det tåler dagligdags brug (det gør Kadeau-stellet også) og passer til både sild, spaghetti og sashimi.

Vi håber du kan lide det du finder på vores hjemmeside. En gang om ugen skriver vi et nyt indlæg på vores  (det er i hvert fald planen). Hver dag kan du følge vores dagligdag på Facebook og skulle du være interesseret i hvad der interesserer os ud over keramik, kan du kigge os over skulderen på Pinterest.

Har du spørgsmål sidder Susanne klar ved både mail og telefon (+45 29 26 43 30).
Torben? Han sidder nok ved drejeskiven. Men kommer du forbi vores butik i Listed kommer han måske ud i butikken for at ekspedere - hvis ikke Susanne kommer ham i forkøbet. Køber du keramik fra Lov i Listed køber du keramik som er inspireret af naturen i og rundt Listed, designet i Listed og produceret i Listed.
Det er vores lov. Vi glæder os til at høre fra dig.

Torben-Susanne.jpg